Ferien er bestilt, men hvad med passet og sygesikringsbeviset?
16-06-2010
Skal jeg have et blåt sygesikringsbevis? Jeg skal rejse om en uge, kan jeg nå at få et nyt pas? Skal mit barn skrives i mit pas? Er det nok at have det gule sygesikringsbevis med til Spanien?
Sommerferien venter lige rundt om hjørnet, og det kan borgerservicecentrene mærke. Det er højsæson for spørgsmål om pas og sygesikringsbevis.
”Hvert år er der borgere, som er i knibe, fordi de kort før flyet letter til feriemålet må erkende, at deres pas er udløbet. Det kommer simpelthen bag på folk, selvom de har alt andet i orden,” siger Jørgen Bruun, borgercenterchef i Esbjerg Kommune.
Han har et par gode råd til alle, der skal ud og rejse i sommerperioden:
”Tjek dit pas og se efter om udløbsdatoen dækker hele ferieperioden. Skal du have nyt pas, så er der en leveringstid på ca. 14 dage. Det gælder i øvrigt også det blå EU-sygesikringsbevis. Jo før du får de ting bestilt, jo mindre skal du bekymre dig lige op til afrejsedagen,” lover Jørgen Bruun.
”Vi gør selvfølgelig, hvad vi kan for at hjælpe en borger, der er for sent ude; men det er jo ulig nemmere for alle parter, hvis dokumenterne er på plads i god tid,” siger borgerservicechef Jørgen Bruun.
Et andet godt råd, er at være opmærksom på de pasnumre, du evt. har oplyst i forbindelse med køb af flybilletter. Er der knyttet gamle pasnumre til billetterne, så bliver de ugyldige.
Pas
For at få et pas, skal du henvende dig personligt, det gælder også for børn, som også skal møde op personligt. Det tager ca. 14 dage at få et pas. Du skal udfylde et ansøgningsskema, som du får her eller få udleveret, når du møder op.
Du kan søge om pas i borgerservicecentret, i bogbussen, på Hovedbiblioteket og på bibliotekerne i Bramming, Ribe og Sædding.
Du skal medbringe:
- sidst udstedte pas, hvis det drejer sig om fornyelse
- original dåbs- eller navneattest, hvis du ikke har et pas i forvejen
- fødselsattest, hvis du søger om pas til et unavngivet barn
- sygesikringsbevis (sundhedskort), hvis dit personnummer ikke fremgår af attesten eller af din billedlegitimation, og du ikke har et pas i forvejen
- et vellignende foto
- betaling: Et pas koster:
0-17 år kr. 115
18-64 år kr. 600
65 - kr. 350
Foto i pas
Der er specielle krav til det fotografi, der skal bruges i dit pas:
- fotografiet skal være uden skader
- det skal ligne dig og have størrelsen 35 x 45 mm, hvor hovedet måler mellem 30-36 mm i højden
- billedet skal tages lige forfra og vise dit ansigt og det øverste af skuldrene
- hovedbeklædning må kun bæres, hvis det er af religiøse grunde, og pandeparti, kindben og hage skal være synlige
- ansigtet skal være jævnt belyst
- begge øjne skal være helt synlige og blikket rettet mod kameraet
- munden skal være lukket
- briller må ikke være tonede og skal være uden reflekser
- Baggrunden skal være lys og uden skygger eller motiver
Det blå sygesikringsbevis
Det blå EU-sygesikringskort er gratis. Det er nemmest at bestille det ved selvbetjening på kommunens hjemmeside her, men du kan også bestille det ved at henvende dig personligt i borgerservicecentret, på biblioteket eller i bogbussen.
Det tager ca. 14 dage at modtage beviset. Du skal have et EU-sygesikringskort ved rejse til et EU/EØS land når du:
- skal være på ferie i længere tid - mere end en måned - det gule dækker i 30 dage
- skal i praktik eller være au-pair
- studere eller følge en faglig uddannelse
- eller hvis du fx har en kronisk sygdom og ved, du kan få behov for behandling eller andet


